Selvom langt de fleste nok helst havde været Coronakrisen foruden, blev den alligevel en tid, hvor fællesskaber blev skabt og folk på forunderligvis kom hinanden ved, selvom vi jo skulle holde afstand, og det gjorde vi.
Det var som om, at I det øjeblik det stod klart, at vi ikke kunne være sammen, opstod et behov for netop at føle sig forbundet med andre. Folk strømmede spontant ud på deres altaner og slog på grydelåg for på næsten urmenneskeligvis at signalere liv. Dette har sandsynligvis også rod i det faktum, at vi stod i en situation, ingen af os før havde været i, og angsten for det ukendte fik os til at søge mod hinanden.
Et lys i mørket
Overalt opstod der behov for at mærke, at de andre var der, og på nettet var der ingen grænser for, hvad der poppede op af diskussionsgrupper om sportsnyheder, madlavningskurser, strikkekomsammen og andre ting. Lige præcis nyheder fra sportens verden kunne det dog i perioder knibe med, da mange arrangementer var aflyst, og særligt fodboldnyheder var der mange, der savnede.
Mange mennesker sad alene, men da var DR’s arrangement fællessang et lys i mørket. Hver morgen tonede de veloplagte værter frem med gode sange, som vi alle kender, og folk sang med rundt omkring i de små hjem. Der er ingen tvivl om, at fællessang har haft en stor betydning for mange mennesker i denne svære tid, og man kan synes, at der burde være noget mere af den slags.
Før Corona følte mange sig fremmedgjort fra det omkringliggende samfund og manglede en form for sammenhængskraft. Den sammenhængskraft og det fællesskab, som man ellers kun ser ved krig og andre katastrofer, oplevede vi nu ved en verdensomspændende pandemi, som ingen har undgået at være berørt af. Således kan man sige, at vi kom lidt tættere på hinanden, men dog på afstand.